fredag den 10. februar 2017

Vinterferien står for døren og frostvejr i sigte, hvor skal turen gå hen?

                              Fanget i Skyggehale en meget kold dag sidst i 2016

Vinterferien står for døren, i hvert fald for nogle af os, men vejrudsigten lover hård frost, så langt øjet rækker, men kan det holde os hjemme? Svaret for vores vedkommende er nej. Selvom metrologernes ord ikke altid holder stik, så plejer polarvinden fra øst at betyde frost og utrolig koldt vejr.
Hvis I begiver jer ud i det kolde vejr, for at fiske, så husk godt med tøj og evt. en varm kande kaffe til at lune sig på. Men hvor skal turen gå hen? Er søerne frosset til? Er der åbent? Her er en lille guide til fiskeri i det kolde vejr i det jyske. 

Hvor skal turen gå hen? En liste over 5 gode muligheder i Jylland, selvom frosten er gået ind.

-          Tusaagaard Put and Take ved Karup har rindende vand i å-systemet og ejeren er rigtig god til at sætte fisk ud. Senest sidste weekend, hvor han satte 199 kg fisk ud i søerne og åen – de største fisk omkring 7 kg. ”Tuså” er bestemt et besøg værd. Åen er stort set altid isfri, og hvis I tvivler, så grib knoglen og ring til ejeren inden I tager afsted.
-          Vrads Put and Take ved Bryrup har et udløb i den ene sø. Her kan ejeren regulere trykket på udløbet og der er derfor normalt isfri. Vandet kommer fra en kilde og er med til at skabe cirkulation i den lille sø. Ejeren har haft søerne i 31 år, og sætter fisk ud jævnligt.
-          Grumstrup Lystfiskercenter ved Skanderborg får tilført vand fra eget kildevæld, så sø nummer 3 er næsten altid isfri. Der udsættes fisk dagligt i Grumstrup. Søerne har en utrolig høj bestand af fisk.
-          Skyggehale Put and Take ved Engesvang har altid gang i en pisker i den ”gamle” sø ved frostvejr – Skyggehale har en rigtig fin bestand af ørreder. De fleste i vægtklassen 1-2 kg.
-          Lundum Lystfiskersø ved Horsens får tilført vand af kildevæld, så søerne er ofte isfrie. Søerne er er spækket med fisk, og der bliver udsat 1000 kg fisk i gennemsnit om måneden. Ejeren er rigtig god til at give updates på is-situationen på facebook.
Det var 5 rigtig gode bud fra os. Et andet godt bud kunne være Fyelmose. Ejerne giver updates på frostsituationen flere gange om dagen. Har I andre gode forslag?

Du kan se korte videoer fra nogle af søerne, som vi har besøgt på Mortens youtubekanal: fly-on-aline:
https://www.youtube.com/user/MortenJmusic



5 gode råd til fiskeri i frostvejr:

1.      Spray dine stangøjer med Nano impreneringsspray, så kan du undgå and frosten sætter sig i øjerne. Lad det gerne tørre i 24 timer inden afgang.
2.       Nylonline fremfor fletline – hvis frosten er imellem -2- -5 grader vil vi anbefale nylonline på hjulet, da det ikke transportere vand på samme måde, som fletline. Ved temperatur omkring frysepunktet er fletline at foretrække.
3.      Husk den rette påklædning! Husk varmt tøj og gerne lidt varmt at drikke.
4.      Ring altid til søejerne inden afgang for at få status på søerne.
5.      Fisk dybt og langsomt i de kolde måneder.

Hvis I har spørgsmål, så må I meget gerne skrive til os, så skal vi besvare dem med glæde.

Knæk og bræk

Morten og Mathias

Ingen kommentarer:

Send en kommentar